25 november 2021

Auping Noa vinder Archiproducts Design Award 2021

Auping Noa af Eva Harlou modtager torsdag d. 25 november 2021 den prestigefyldte Archiproducts Design Award i kategorien møbler.

Vinderne af Archiproducts Design Awards 2021 er blevet fundet efter bedømmelsen af 750 indsendte design fra hele verden. Vinderdesignene skiller sig ud ved deres unikke koncept, som repræsenterer kreativitet og teknologi i topkvalitet og er især blevet bedømt ud fra deres funktionelle designaspekter, nyhedsværdi, bæredygtighed og æstetik.

"Jeg er meget beæret over, at Auping Noa er blevet kåret som vinder af Archiproducts Design Awards 2021. Det var en helt fantastisk oplevelse at tegne denne seng til Auping. Jeg sætter stor pris på, at Auping aldrig går på kompromis med kvaliteten, selv om det er en virksomhed med fokus på bæredygtig produktion. At fremstille smukke, bæredygtige senge i høj kvalitet er ikke nogen nem opgave. Jeg vil gerne lykønske hele Auping-teamet – I troede på Noa og har arbejdet hårdt for at gøre mit design til virkelighed."

Eva Harlou, designer af Auping Noa seng.
 

Auping Noa
Auping Noa er fremstillet af solidt bøgetræ med egetræsfiner, har et let og luftigt design og vil se smuk ud i ethvert soveværelse. Sengen med den enkle form, de gennemtænkte detaljer og de naturlige materialer er en moderne og bæredygtig fortolkning af klassisk skandinavisk design. Auping Noa er tegnet af den danske arkitekt og designer Eva Harlou, som er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 2003. Hendes skandinaviske sans for form, funktion og æstetik går igen i alle hendes design.

Archiproducts Design Awards er et initiativ, som er sat i værk af Archiproducts. Archiproducts er verdens største informations- og inspirationsnetværk for arkitektur og design med mere end 230.000 produkter, 3.500 designbrands og 2,7 millioner brugere. Netværket udgør en "permanent virtuel udstilling af arkitektur og design", hvor internationale brands, designere, arkitekter, forhandlere, producenter og forbrugere kan samles og finde information om messer, nyheder og arrangementer.

Dommerpanelet ved Archiproducts Design Awards 2021 består af en tværfaglig gruppe af arkitekter, designere, kreative projektledere, fotografer og andre fagfolk, som har en bred viden om miljøvenligt og bæredygtigt design.

En oversigt over alle vinderne kan findes på: https://awards.archiproducts.com/winners-2021/