Alle mennesker vil i løbet af natten tabe sig en smule. Det er dog kun ganske få kalorier, vi forbrænder i vores søvn. Derfor kan nattesøvn ikke alene klare hele arbejdet, hvis du gerne vil tabe dig.
Til gengæld har en regelmæssig og god nattesøvn en positiv effekt på kroppen og kan være med til at gøre det lettere at opnå dit ønskede vægttab.
Når vi ikke får tilstrækkelig med søvn, eller søvnkvaliteten ikke er god, kan det påvirke vores adfærd i de vågne timer. Hvis du ikke får nok søvn, kan det faktisk påvirke dit vægttab og gøre det sværere at tabe de ekstra kilo.
Her er fire grunde til, at et vægttab kan være vanskeligt, hvis du ikke får nok søvn.
1. Flere vågne timer til at spise
En af årsagerne til at søvn påvirker din vægt er ganske enkelt, at jo længere tid du er vågen, desto mere tid har du til at spise.
Særligt om aftenen har vi tendens til at ”hyggespise”, inden vi går i seng. Og det er som regel et sukkerholdigt indtag, som vi egentlig ikke har brug for.
2. Øget appetit
En anden årsag til at manglende søvn kan have en negativ indflydelse på vægttab er, at kroppen forsøger at kompensere for den manglende energi ved at øge dit kalorieindtag.
En undersøgelse fra 2016 (Hanlon et al. 2016) har vist en tydelig sammenhæng mellem søvnmangel og øget appetit.
Det skyldes, at søvnmangel påvirker de hormoner, som kontrollerer appetit- og mæthedsfølelsen. For lidt søvn resulterer i en øget koncentration af vores sult hormon (ghrelin) og en reduceret koncentration af vores mæthedshormon (leptin). Og det betyder, at vi har tendens til at spise mere, end vi har behov for.
3. Helbredet påvirkes
Manglende søvn påvirker ikke kun vores mætheds- og appetithormon. Manglende søvn påvirker også blodsukkeret, blodtrykket og kan øge stresshormonet, som kan være skadeligt for din generelle sundhed.
Samtidig kan stress og et ustabilt blodsukker påvirke din lyst til spise flere søde sager, reducere din motion og andre sunde vaner.
4. Viljestyrken daler
Hvis vi ikke får et tilstrækkeligt antal timer hver nat, vil mange opleve, at de sunde og gode valg bliver sværere at træffe. Vores viljestyrke påvirkes af for lidt søvn, og derfor vil vi være mere tilbøjelige til at spise usundt for at få hurtig energi her og nu.
Det bliver altså langt nemmere at tage sunde valg i løbet af en dag, hvis du er veludhvilet fra morgenstunden.
Flere studier har vist, at det har en tydelig negativ effekt på et vægttab, hvis du er i søvnunderskud. Og du kan faktisk tabe dig op til dobbelt så meget, hvis du sørger for at få nok søvn – hver nat.
Det er individuelt, hvor mange timer, vi har brug for hver især alt efter vores alder og generelle behov.
Der er dog udviklet nogle generelle anbefalinger, som du kan følge for at sikre, at du får nok søvn hver nat.
Anbefalede timer hver nat ud fra alder:
Babyer: 12-15 timer
Småbørn: 11-14 timer
Børnehavebørn: 10-13 timer
Skolebørn: 9-11 timer
Teenagere: 8-10 timer
Yngre voksne: 7-9 timer
Voksne: 7-8 timer
Har du svært ved at få skabt nogle gode sovevaner, kan du følge nogle enkle råd til, hvordan du kan sove bedre om natten.