Mobile Menu
Menu
Search
1 maj 2017 , Geert Doorlag

Tips til at minimere jetlag

Der er intet så skønt som at tage på ferie til fjerne, eksotiske steder! Det er bare ærgerligt, at rejsen tager så lang tid, og at du får jetlag. Men hvad er jetlag egentlig, og hvad kan du gøre ved det?

Hvad er jetlag?

Få de bedste tips til at undgå jetlag

Ferietiden nærmer sig med hastige skridt, og hvis du er så heldig, at du skal rejse med fly til en anden tidszone, kommer du sandsynligvis til at opleve jetlag.

Jetlag er en forstyrrelse af kroppens biologiske døgnrytme. Det er vores døgnrytme, der gør, at vi er indstillede på dag og nat. Vi mærker det fx, når vi bliver sultne på faste tidspunkter af døgnet, og når vi mærker træthed om aftenen. Dit biologiske ur har en fast rytme på ca. 24 timer.

Vores døgnrytme påvirkes af:

  • Lys
  • Måltider
  • Sociale relationer
  • Udskillelse af hormonet melatonin

Jetlag bliver ofte mere tydeligt, når vi rejser gennem flere tidszoner. Jo flere tidszoner, jo mere besværet kan vi blive af jetlag.

Præstationer og jetlag

Elitesportsfolk udsættes ofte for jetlag. Der afholdes mange internationale stævner, turneringer og træningskampe rundt om i verden, og sportsfolk foretrækker derfor at rejse flere uger i forvejen, så de kan nå at akklimatisere.

En undersøgelse af amerikanske footballspillere, som blev offentliggjort i 2013, viste, at holdene fra den amerikanske vestkyst vandt dobbelt så ofte som holdene fra østkysten, og at det til dels skyldtes jetlag.

Det forholder sig sådan, at vores fysiske præstationsevne topper mellem kl. 17 og 19 om eftermiddagen/aftenen og således er bestemt af vores indre biologiske ur. De fleste footballkampe bliver spillet mellem kl. 8 og 10 om formiddagen, og tidsforskellen mellem den amerikanske vest- og østkyst er i gennemsnit ca. tre timer.

Når spillere fra vestkysten har en udekamp på østkysten, spiller de kampen, når klokken ifølge deres biologiske ur er et sted mellem 17 og 19 – dvs. det perfekte tidspunkt til at yde en fysisk toppræstation. Når spillere fra østkysten derimod spiller udekamp på vestkysten, finder kampen sted, når deres biologiske ur fortæller dem, at klokken er mellem 23 om aftenen og 1 om natten – med andre ord: sengetid.

Symptomer på jetlag

Når du kommer hjem fra en ferie eller ankommer på dit bestemmelsessted, kan du opleve, at du har svært ved at holde dig vågen om dagen eller pludselig bliver sulten midt om natten. Og det er nogle af de symptomer, du kan få af jetlag.

De mest almindelige symptomer på jetlag er:

  • Problemer med at falde i søvn
  • Dårlig søvnkvalitet
  • Træthed i løbet af dagen
  • Irritabilitet
  • Maveproblemer

Det er nemt at stille armbåndsuret, når du ankommer til din destination – men dit biologiske ur kan være en større udfordring!

Det tager i gennemsnit en dag at tilpasse sig en tidsforskel på én time. Det er forskelligt fra person til person, hvor hårdt man bliver ramt af jetlag, og det kan være yderst generende for dem, som får tydelige symptomer på jetlag. Det kan påvirke yde- og arbejdsevne og forringe fornøjelsen af en ferie.

Der findes dog nogle forebyggende tiltag, du kan forsøge dig med, som kan mindske jetlag, når du rejser. Her får du en pudsig historie fra sportsverdenen – og en række tips til, hvordan du minimerer dit jetlag!

Hvordan undgår man jetlag?

Undgå jetlag på hotellet

Der findes desværre ingen garanti for, at du kan undgå jetlag fuldstændigt, hvis du rejser gennem mange tidszoner. Men der er dog en række gode tips til, du kan følge, der kan bidrage til at begrænse din jetlag.

5 tips til at minimere jetlag:

  1. Start ferien veludhvilet. Jetlag kan få dig til at sove dårligt, så du ikke får søvn nok. Derfor kan du bedre håndtere jetlagget, hvis du er veludhvilet fra starten.
     
  2. Forbered dit biologiske ur på den nye tidszone. Når du skal østpå, så gå lidt tidligere i seng, og stå lidt tidligere op. Når du skal vestpå, så gå lidt senere i seng, og stå lidt senere op. Det hjælper dit indre ur med at tilpasse sig og giver en blidere overgang.
     
  3. Omstil dig hurtigst muligt til døgnrytmen på dit bestemmelsessted. Undlad at gå for tidligt i seng, selv om du er træt, men undgå også at blive for længe oppe.
     
  4. Udnyt dagslyset bedst muligt – nyd det i fulde drag! Vores biologiske ur påvirkes i høj grad af lyset, så prøv at gå ud i lyset om morgenen og undgå at udsætte dig selv for alt for meget lys efter solnedgang.
     
  5. Kalkuler med at jetlagget tager sin tid – selv om det påvirker os forskelligt, tager det generelt en dag at vænne sig til en times tidsforskel.