Menu Search
26 oktober 2017 , Geert Doorlag

Vi sover mere, når det er koldt og mørkt

Kender du det, at det føles, som om du har mere energi om sommeren og er mere træt om vinteren? Forskellige undersøgelser viser, at årstiderne påvirker vores søvnbehov. Din døgnrytme reguleres i høj grad af dit indre, biologiske ur. Det biologiske ur er en funktion i hjernen, som f.eks. sørger for, at du bliver sulten hver dag på det samme tidspunkt, at din kropstemperatur stiger og falder, og at du bliver træt om aftenen og vågner igen om morgenen. Dit biologiske ur har en fast rytme på ca. 24 timer.

Dagslys

Den biologiske rytme bliver langt hen ad vejen styret af det lys, der registreres af dine øjne. Blåt og skarpt lys bremser produktionen af søvnhormonet melatonin og får dig til at føle dig vågen. Der er således en logisk forklaring på, at du føler dig mere vågen om sommeren end om vinteren, da sommerdagene er længere, og lyset er stærkere.

Temperatur

Også omgivelsestemperaturen lader til at være en vigtig faktor. For nylig har vi sammenlignet oplysningerne fra vores Auping Better Days app med oplysninger fra det meteorologiske institut i Holland, KNMI. Når vi sammenligner den gennemsnitlige søvnlængde med gennemsnitstemperaturen på en given dag, ser vi en tydelig sammenhæng:

- Jo højere udetemperatur, jo kortere sover vi.
- Jo lavere udetemperatur, jo længere sover vi.

Forskning i Afrika og Sydamerika

Dette fænomen fremgår også af nylige undersøgelser (Yetisch et al. 2016) blandt naturfolk i Afrika og Sydamerika. Disse folkeslag lever uden elektricitet og er helt afhængige af årstidernes dagslys og temperaturer, da de hverken har elektrisk lys eller centralvarme. Forskerne registrerede, hvornår testpersonerne gik i seng, og hvornår de stod op, og ligeledes blev omgivelsestemperaturen og omgivelseslyset registreret. Om vinteren sov testpersonerne næsten en time længere end om sommeren. Omgivelsestemperaturen lod til at være mere afgørende end dagslyset for, hvornår testpersonerne vågnede. De vågnede som regel, før det var blevet lyst, netop på det tidspunkt hvor omgivelsestemperaturen begyndte at stige.

Med andre ord: En god undskyldning for at blive liggende lidt længere, når det er koldt udenfor.