Sover dit kæledyr i sengen?


Kæledyr i sengen
Hvis du har et kæledyr i familien, kender du måske den hyggelige følelse af at have det liggende ved din side som sovemakker. Selvom det kan være hyggeligt at invitere sin pelsede ven op i sengen til en god nattesøvn, er der faktisk god grund til at undgå det.
I denne artikel undersøger og forklarer vi, hvad du skal være opmærksom på, og hvorfor det ikke nødvendigvis er en god ide at have dyr i sengen, hvis du skal opnå den optimale nattesøvn.
Dit kæledyrs påvirkning af din søvn
Om det er en hund, kat eller et helt tredje dyr, som du lader få en plads i sengen, når du skal sove, er der nogle ting, du skal være opmærksom på og nogle overvejelser, du skal gøre dig.
Der flere grunde til, at det kan være fristende at falde i søvn med sit kæledyr i sengen. Det er typisk hunde og katte, som får lov til at mænge sig i sengen, når vi skal sove. Men hvis du vil sikre dig en optimal søvn og et godt indeklima er det bedst at lade din firbenede ven finde sig et andet sovested.
Dit kæledyr søvnrytme og aktivitetsniveau er forskelligt fra dit
Selvom det kan være fristende at invitere dit kæledyr op i sengen, når det er sengetid, skal du være opmærksom på en række ulemper, som følger med.
En af de helt store ulemper ved at have dit kæledyr sovende ved din side er, at mennesker og dyr har vidt forskellig søvnrytme og aktivitetesniveau om natten.
Er du hundeejer, har du muligvis bemærket, at din hund har brug for en del mere søvn, end du har. Og selvom det lyder ideelt, når man skal dele seng, kan de stadig være forstyrrende under deres søvn. Hunde vender og drejer sig mange gange i løbet af natten, og er din hund af en vis størrelse, vil det højst sandsynligt ikke gå ubemærket hen.
Større hunde har desuden også tendens til at snorke, når de sover. Det er noget, som mange mennesker forstyrres af – det kender en del fra sin partner. Det er derfor ikke optimalt at invitere en snorkende hund op i sengen også.
Er du katteejer, har du muligvis hørt, at katte er mest aktive om natten. Måske du selv har bemærket det. Selvom din kat i den første del af natten gerne vil sove tæt på dig, vil de naturlige instinkter højst sandsynligt aktiveres i løbet af natten, hvor kattens skal ”på jagt”. Det kan resultere i en del løben og hoppen op og ned af sengen – altså aktiviteter, der kan være ret forstyrrende for dig, der forsøger at sove.
Udover deres natlige aktivitet er også hygiejnen værd at prioritere i soveværelset. Både hunde og katte tilbringer tid udendørs i løbet af en dag – om det er på de daglige gåture, eller hvis de lukkes ud i haven. Dyrenes pels, mund og poter tiltrækker bakterier, og de bliver taget med ind i soveværelset og op i sengen. Også pelsen er en magnet for snavs og bakterier såsom lopper og husstøvmiddler, hvilket kan sprede sig i sengen og bidrage til et indeklima, der ikke er optimalt for mennesker at sove i.
Hvis du ikke nænner at lade dit kæledyr sove på gulvet eller i et andet rum, er det nødvendigt at vaske dit sengetøj oftere, helst en gang om ugen.

Derfor kan det være hyggeligt at sove med sit kæledyr
Er du den heldige ejer af et kæledyr, ved du, at man får et helt særligt bånd til dem. Om du er hunde- eller katteejer kan det samtidig være, at dit kæledyr selv søger op i sengen, når det er sengetid.
Flere foretrækker at lade sit kæledyr sove ved sin side, da det kan skabe en tryg og beroligende følelse. Den rolige vejrtrækning og bløde pels kan være med til at berolige dig og måske endda gøre det nemmere for dig at falde i søvn.
I nogle tilfælde kan et kæledyr også hjælpe dig med at få dig ud af sengen om morgenen. Det gælder særligt hunde, da de oftest skal luftes om morgenen, og hunden er derfor afhængig af, at du også kommer ud af fjerene.
Både katte og hunde er endnu mere vanedyr end os mennesker, hvilket gør, at de naturligt ’overholder’ deres sengetider. En hund eller kat i sengen kan derfor hjælpe dig med at gå i seng og komme op på samme tidspunkt – til gavn for din søvnrytme.
Bør dit kæledyr sove i sengen?
Selvom det kan være svært at sige nej til dit elskede kæledyr, anbefaler vi, at du ikke lader det sove i sengen ved siden af dig.
Det er vigtigt at prioritere din egen søvn frem for dine kæledyrs. Dyr vil naturligt gerne være tæt på deres ejere, og derfor kan en god løsning være at placere en hunde- eller katteseng på gulvet i samme rum. I er fortsat tæt på hianden, men du vil mindske bakterier i sengen og undgå forstyrrelser om natten, der kan resultere i dårlig eller for lidt søvn.
Hos Auping ved vi, hvor vigtig søvnen er for, hvordan vi fungerer i dagligdagen, og derfor mener vi også, at du skal tage din søvn alvorligt.








